Dragørs historiske havn

Dragør blev grundlagt under middelalderens sildeeventyr i Øresund, hvor tusindvis af fiskere, søfolk og alle tænkelige serviceerhverv flokkedes på kysten. Sæsonmarkederne blev til fast beboelse i 1600-tallet, hvorefter Dragør udviklede sig til en decideret søfartsby, hvor indbyggerne måtte slide sig til føden på havet. Lodser, matroser, skippere, fiskere og bjærgere og andre maritime beskæftigelser dominerede Dragørs havn helt op til vore dage.

I 1684 gav Kong Christian V seks fattige fiskere i Dragør eneret på at udføre lodsning. Med denne resolution blev Dragør Lodseri verdens første kongeligt priviligerede, private lodseri. 

Aktiviteterne i Dragør havn har gennem historien gået op og ned. På et tidspunkt var byen et af Danmarks største sejlskibscentre, mens Dragør i nogle perioder nærmest sygnede hen. Men i alle årene har lodseriet været en livsnerverve, strategisk godt placeret som Dragør ligger ved indsejlingen til det vanskelige Øresund, der den dag i dag er et meget trafikeret, internationalt gennemsejlingsfarvand.

Dragør Lodseri, nu under navnet DanPilot, er stadigvæk en travl lodsstation, nu placeret lige syd for den gamle havn og den tidligere færgehavn.

Der er masser af minder om lodsernes historie i flere hundrede år på Dragør havn: det gamle lodshus, som nu er indrettet til Danmarks Lodsmuseum, lodstårnet, som er blevet Dragørs elskede vartegn, ikke færre end tre veteran-lodsbåde - Ravnen, Maagen og Lodsbaad 202.

 

© Lodsbåden 202's venner | Designet af WEB Designerne